Tak Fra Sidsel

Nyhedsbrev - og tak fra Sidsel

Tirsdag den 6. september 2016

Kære venner En lille sensommerhilsen fra mig og en stor tak for bidragene til handicap-projektet i Ggaba i Uganda.

Det har været et spændende år i Ggaba. Vi har fået mange nye børn. Desværre har vi også mistet en af vores drenge, Morgan på 3 år. Der er især kommet en del små børn i alderen 2-3 år til projektet. Det er vi glade for, fordi det giver os en bedre mulighed for at hjælpe dem og deres forældre så tidligt som muligt. Betty har arrangeret, at mødrene får undervisning i at have et handicappet børn - enten af hende eller af andre, som har en særlig viden på området.

Der bliver også stadig spillet boccia –  bedre kendt som petanque. Børnene elsker det. I november havde de en succesoplevelse, da de blev nr. 2 til et stævne, men til stævnet i juni blev de nummer sidst. Betty skrev, at ungerne var meget utilfredse og optagede af at blive endnu bedre til næste gang. Det er skønt, at de er blevet så målrettede og har fået en tro på, at de kan noget.
Udover den almindelige undervisning bliver der også brugt tid på at være kreativ. Blandt andet ved at lave tasker og smykker. Vi håber på sigt, at det kan være med til at give de unge et håndværk, som de kan leve af.

Nyboccia
Børnene elsker at spille boccia.

Jeg får hele tiden opdateringer fra Ggaba. Det kan være om nye børn, om aktiviteter eller om børnenes udvikling. Betty skrev en dag om lille Jovia. Jovia har tidligere ikke kunne finde ud af at lege med andre børn, og vi troede ikke, at hun havde et sprog. Men nu skrev Betty, at Jovia, udover at hun leger godt med de andre, også var begyndt at tale. Man bliver så glad for historier som denne, fordi det bekræfter os i, at vi virkelig kan hjælpe børnene.

Nørregårds Højskole i Bjerringbro har også fået nys om projektet i Ggaba og kontaktede mig, da jeg var i Uganda i januar. I marts holdt jeg et foredrag for eleverne om projektet i Ggaba. Derefter havde eleverne inviteret til ”Forårsdag”, hvor venner og familier kunne prøve højskolens aktiviteter. Pengene, de samlede ind på dagen, gik til handicapprojektet i Ggaba. Det var en fantastisk dag, og vi har aftalt, at det skal være et gentagende event.

Jeg var i Ggaba i januar og var heldig at få Eva med. Eva er journalist og hjælper med historier, facebook, hjemmesiden etc. og så er hun super dedikeret til projektet. Vi lægger løbende historier op på hjemmesiden og facebook (søg på supportdisabledchildrenggaba) – så følg endelig med der. Det er også her, I kan se billeder af de skønne børn. Det var dejligt at vise projektet frem til Eva og dele oplevelserne sammen med en hjemmefra. I oktober tager Eva og jeg igen til Ggaba – denne gang med handicapstole, som vi har fået doneret.

Jeg er meget stolt og rørt over, at folk har lyst til at støtte os i arbejdet i Ggaba. Det er bidragene, der gør, at det overhovedet er muligt at køre projektet og hjælpe børnene fremad i livet. Så derfor vil jeg bare sige tusind tak, fordi I bidrager.

Kærlig hilsen Sidsel