Shamim 1

Spastisk lammede Shamim er et forbillede for børnene

Søndag den 17. september 2017

Hun blev født med spastisk lammelse og dystre fremtidsudsigter, men takket være støtten fra sine forældre er Shamim i dag forkæmper for andre handicappede i Uganda.

Shamim er vokset op i Uganda som spastisk lammet, og hun er et lysende eksempel på, hvorfor det er så vigtigt at få forældrene involveret i arbejdet med børnene.

Siden hun var helt lille, har hun fået at vide, at hun kunne gøre en forskel og være en vigtig person, der kunne hjælpe andre, for Shamim har haft forældre, der har insisteret på, at hun skulle have de samme muligheder som børn uden handicap.

Hver eneste dag bar hendes mor hende til og fra skole, for hun ville have, at hendes datter skulle have en uddannelse på lige vilkår med andre børn.

For nogle år siden var Shamim i Danmark på et højskoleforløb hos Egmont, og i den forbindelse blev denne video lavet, som er produceret og finansieret af Danske Handicaporganisationers Handicappuljen. Her fortæller Shamim om, hvordan hun har kæmpet for i dag at være et forbillede for andre handicappede. Hun rejser rundt i landsbyer og fortæller stammerne om, hvorfor de skal sørge for at give deres handicappede børn de samme muligheder som alle andre børn.

Shamim kommer ofte forbi Betty og børnene i Ggaba, og der er aldrig tvivl om, at de er meget glade for at se hende. Hun bruger tid på at tale med dem og opmuntre dem, og får forældrene er hun en inspiration, for når hun kan nå så langt, så kan deres børn måske også.

I dag er Shamim i øvrigt selv mor til en sund og rask pige.

Videoen er bragt med tilladelse fra Shamim og DH.

https://www.youtube.com/watch?v=CWqLS8tqWfk

Shamim 2
Shamim har viet sit liv til at hjælpe andre handicappede.