Alvin Kørestol

Vi har fået vigtige hjælpemidler foræret

Onsdag den 24. februar 2016

I Ggaba er der hårdt brug for ergonomiske hjælpemidler til de handicappede børn. For eksempel bliver Alvin skubbet rundt i en kørestol uden dæk, og flere af de små har brug for hjælp til at kunne sidde og stå. Heldigvis er der nu hjælp på vej.

Allerede i oktober fik vi kontakt til Maj-Britt, der havde hørt om projektet fra en vens ven, og rigtig gerne ville hjælpe os. Maj-Britt arbejder selv med både mentalt og fysisk handicappede børn i Danmark, og mange af de handicap, hun er vant til at arbejde med her hjemme, er de samme som dem, børnene i Ggaba har.

Derfor har Maj-Britt en masse god erfaring og viden på området. Hun forslog selv, om hun ikke skulle forsøge at skaffe nogle hjælpemidler til børnene.

Vi sendte derfor det materiale, vi har fra vores fysioterapeut i Uganda, Simon, videre til Maj-Britt, og nu er det lykkes hende at skaffe handicap-gynge, to kørestole til børn og tre specialstole.

Hun fortæller om hjælpemidlerne:

- De to blå stole er perfekte til de små. Dem bruger vi også. Kørestolene er også til de små. Den ene stol er nok til børn mellem 5 og 10 år.

Og så har hun fortalt, at hun stadig arbejder på at få forskellige legeting, som kan udfordre og styrke børnene.

Det er en helt fantastisk hjælp, og vi glæder os rigtig meget til at få tingene til Uganda, så børnene kan få glæde af dem.

Kørestol2
Børnene får stor glæde af hjælpemidlerne
Kørestol1
Hjælpemidlerne skal vi nu have tranporteret til Ggaba.