Under messen taler pastoren om, at vi alle har et ansvar for dem, der har mindre end os selv. Vi skal give de sultne mad og give klæder til dem, der ikke selv har. Det er nøjagtigt det, Betty gør. Selvom hun ikke selv har meget, så deler hun gavmildt af det, hun har, og hun sætter alle andres behov før sit eget. Uden hende kunne projektet ikke eksistere.
Det er en spændende dag i Ggaba, for i dag får vi besøg af John og Camilla fra Danmark, som har hørt om projektet og gerne vil se, hvad det er, vi gør. De ankommer omkring klokken 10, og her er gården allerede fyldt med børn i alle aldre. Efter at have hilst på ungerne og have fået en rundvisning, sætter vi os og snakker lidt om hvor projektet startede, hvor det er nu og hvor vi ønsker at det skal bringes hen. Formiddagen går med sanglege og basketball i gården, og efter frokost følger Acram os ud på en lille tur rundt i slummen.
Vi besøger Kates hus, et lille, mørkt faldefærdigt skur på ca. 12 kvadratmeter med to små værelser, hvor de bor fem mennesker. Der er ingen køkkenfaciliteter. Vi går forbi Alvins hus, hvor en stor hængelås hænger på døren. Det gjorde den også, før Alvin kom i projektet, men da var han låst inde alene hele dagen, mens hans forældre og søskende gik på arbejde og i skole.
Vi når også hjem forbi Acram, der viser os, hvor han om aftenen ruller en lille skumgummimadras ud for at sove ved siden af sin mor og søster, der deler en seng. På vejen hjem går vi forbi fiskerne og markedet nede ved Victoriasøen, hvor nogle af mødrene til vores børn arbejder. Efter Camilla og John er taget tilbage til deres hotel, pakker Betty og jeg gaver ind til børnene, som de skal have, når vi dagen efter fejrer, at projektet har eksisteret i tre år. Gaverne er brugt tøj og legetøj, som gavmilde og betænksomme mennesker har doneret til os, og som jeg har haft med fra Danmark. Det gør stor lykke hernede.