Der er simpelthen sket et regulært babyboom - ikke mindre end syv babyer, hvoraf jeg ikke har mødt fire af dem før - ligger og sidder rundt om på de slidte madrasser i klasselokalet. Når jeg fortæller om projektet hjemme i Danmark, bliver jeg ofte spurgt, hvordan der kan være så mange handicappede i lokalområdet, og det er der flere svar på. Først og fremmest er vi i et malariaområde.
Ggaba ligger lige ned til Victoriasøen, og både børn og voksne bliver smittet med jævne mellemrum. Uden behandling kan malaria give nogle alvorlige følgeskader, og for flere af vores børn gælder det, at de enten har været smittet som meget små, eller at deres mødre har haft malaria, mens de var gravide med dem. Et andet faktum er, at størstedelen af fødsler i Ggaba foregår hjemme i slummen, og går der noget galt, så er der langt til et hospital. Mange af vores børn har manglet ilt under fødslen, hvilket også kan resultere i hjerneskader og alvorlige handicap.
Det er omstændigheder, som det er svært at ændre på, men vi ved, hvor vigtigt det er for forældrene at have et sted, hvor de kan få støtte og opbakning, og det er en af vores vigtigste opgaver i projektet.
Formiddagen går med sanglege. Akram tegner og maler toiletter til en leg, hvor børnene danser rundt, og når musikken stopper skal alle sætte sig korrekt på et af de tegnede toiletter. Den, der gør det sidst, ryger ud. Det er en sjov leg, der får børnene i højt humør, men det er samtidig også god træning i, hvordan man skal gå på toilettet. Senere sætter et par af de store børn sig i et hjørne for at lave smykker - der bliver både lavet armbånd og halskæder, som de håber at kunne sælge. Det er vigtigt, at børnene lærer et håndværk, for kan de det, er der større sandsynlighed for, at de i fremtiden kan klare sig selv.
