Jorden er dog så tør, at den suger en del, og efter frokost, da regnen er stoppet, begynder de første børn at titte ind. Først kommer Katos mor og afleverer ham, så hun kan passe sin stand på markedet. Dernæst kommer Paulines mor for at aflevere - så hun kan gå på arbejde og tjene nogle penge til den medicin, Pauline skal have.
Daphne, der bor i det område, der bliver betegnet som sumpen dukker op. Hun ved, hvor de fleste af børnene bor, og nu da de fleste i slumområdet er blevet hjemme på grund af regnen, benytter vi chancen for at tage på hjemmebesøg sammen med hende og Betty. Det er vigtigt for os at se, hvordan børnene bor - det giver os en fornemmelse af, hvad det er, de kommer fra, og det er også en rigtig god mulighed for at sige hej til forældrene og snakke med dem om børnenes udvikling. Vi begynder hos Alvin, hvor hans mor byder os indenfor i det lille skur, hvor de bor syv mennesker - børn og voksne. Det er ikke unormalt, at en familie bor så mange sammen - ofte vil der både være bedsteforældre, tanter, mostre og søskende under samme tag. I Alvins hjem er der en halvanden mands seng i soveværelset, en sofa og to ramponerede lænestole i stuen. Det er alt, der er. Rundt om hjørnet fra Alvin bor Acram. Her er der ingen stue - kun en lille gang ind til et soveværelse, hvor der står en seng, som hans mor og søster sover i. Selv ligger han hver nat på en mølædt skumgummimadras, der bliver rullet ud på jorden.
Der er kommet flere nye børn til, siden vi var her i januar. Et af dem er femårige Carmax, der bor med sin mor og far i slummen. Hans mor kommer med ham hver fredag for at lave øvelser med fysioterapeuten hos Betty, og hun fortæller os, hvordan hun allerede kan se fremskridt. Vi er forbi to andre af de små børn, der kommer i projektet. Den ene er en ny dreng, der er blind og ikke kan bruge sine ben. Da vi kommer, sidder han i en stol, som moderen har fået af mama Morgan, der mistede sin lille dreng i foråret. Det er en ret fin tanke, at mødrene hjælper hinanden på den måde.
Vi er også forbi Tusabe Miracle, der er et af de børn, der er kommet længst tid i projektet. Vi tager bussen tilbage til Ggaba, hvor vi først er forbi lille Juma. Selvom han er tre år, er han stadig ikke meget større end en nyfødt baby. Hans mormor passer ham, efter moren forlod ham og faren er blevet slået ihjel. Mormoren er på arbejde, og Juma ligger på en sofa, svøbt i et tæppe. Græder han, eller er han sulten, er det hans små søskende, der sørger for ham. Der er ikke en af dem, der er en dag over 10 år.
Vi slutter vores hjemmebesøg hos Andrew, der har downs syndrom og er et af de ældre børn i projektet. Han bor sammen med sin adoptivfar og adoptivmor. De er fra samme stamme som han, og tog ham til sig, fordi han gerne ville være hos dem. Han har dog stadig kontakt til sin mor og sine biologiske søskende, selvom han til hverdag bor ved sin selvvalgte familie. Vi når hjem ligesom mørket falder på - godt trætte efter den lange tur. Det er barskt at se, hvordan børnene bor. Selvom vi godt ved, de kommer fra trange kår, giver det alligevel en knude i maven, og vi mærker endnu mere, hvor vigtigt det er, at de har projektet at komme i.