Vi vågner til lyden af børnene ude i gårdhaven. De er allerede ankommet, og vi kan høre dem grine og råbe, mens de slæber stole og bolde ud fra skuret. Gensynsglæden er stor, da vi stikker hovedet ud - der bliver krammet til den store guldmedalje! Vi er spændte på at få pakket vores kørestole og rollatorer ud, og børnene giver en hånd med at få dem samlet. Den ene stol er som skabt til lille Trevor, der ikke kan sidde oprejst uden støtte. Det kan han i den trekantede stol, og det er tydeligt, at han er meget tilfreds med at kunne sidde sammen med de andre. Der er også en stol, der passer perfekt til Kato, der er spastisk lammet. En del af børnene er vant til at ligge meget ned, fordi de ikke selv kan sidde, men med de nye stole er det noget, der bliver meget nemmere at træne. Til formiddag går de større børn over i den gamle gedestald for at have undervisning. Det er det lokale, vi gerne vil renovere og gøre til rigtigt klasselokale. Der er blevet lagt gulv, men der mangler stadig at blive malet, der mangler ordentlige møbler og der mangler en ordentlig port, så der ikke så nemt bliver indbrud.
Læreren Steven har overtaget undervisningen fra Cisse, og med sin baggrund som socialarbejder har han et rigtig godt tag på børnene. Undervisningen er meget individuel - mens Andrew, der har downs syndrom, øver sig på klokken, er Akram, der er stum, ved at lære om den menneskelige fysik, og spastisk lammede Alvin øver sig i at skrive. Anitah, som er et af vores nye børn, øver sig i at lære bogstaver. Hun er HIV-smittet og tager en del medicin, der har påvirket hendes hjerne. Det har dog på ingen måde påvirket hendes lyst til at lære, og hun er meget koncentreret, når hun sidder bøjet over sit kladdehæfte.
Vi spiser alle sammen frokost i gårdhaven. Først bliver de små madet, og så får de større børn. Menuen er kasawa, som er en slags rodfrugt med meget stivelse, og bønnesovs. Det mætter utroligt hurtigt. Efter frokost er der fri leg. De små børn får et tiltrængt bad i en balje udenfor, men pludselig åbner himlen sig, og vi får at mærke, hvorfor det hedder regntid. Det pisker simpelthen ned, og vi må skynde os at få flyttet stole og redskaber over i stalden. Da det stopper, begynder ungerne at gøre sig klar til hjemturen, og her hjælper de hinanden. Daphne, der er dværg følger Kato hjem, mens Andrew følger Grace. På den måde kan børnene mærke, at de sagtens kan have faste opgaver og bidrage på trods af deres handicap.