Dag 3: En helt almindelig mandag

20. juni 2017

Det er helt almindelig hverdag i Ggaba. Vi vågner til lyden af blikpotter og pander, der skramler, haner, der galer om kap og børn, der råber. Her i slummen ændrer duftene sig fra dag til dag, afhængig af hvor mange der brænder affald af på små hjemmelavede bål, og om vinden fejer lugten af forrådnede fisk ind fra Victoria-søen.



Solen skinner fra morgenstunden, og klokken 9 er de store unger ankommet. Vi spiller basket med Anitah, der er 12 år og HIV-smittet og hjerneskadet og Kato, der er vores lille spilopmager. Han er en kærlig dreng med utrolig meget energi, og man hører sig selv sige "stop, Kato" og "stille og roligt, Kato" omtrent 400 gange på sådan en dag. Bagefter prøver vi at lære Anitah at lege hop over bolden med en halvflad tennisbold. På trods af sine mentale udfordringer, fanger hun hurtigt legen. I gården er også Mercy, der er så mentalt handicappet, at hun det meste af tiden går rundt, som om hun var et dyr og skriger. Også lille Joan, der ikke kan bruge sine ben, er ankommet, og som hun har for vane, bryder hun i gråd lige så snart, hendes mor er gået, og hun stopper stort set først, når hun igen bliver hentet. Der er hun til gengæld lutter smil og charme. Desværre er to af vores små børn syge og bliver hjemme for ikke at få smittet de andre. Det går nemlig stærkt med sådan en flok, der på grund af deres handicap har meget svækkede immunforsvar.
De større børn - Kate, der er mentalt handicappet, Acram, der har epilepsi, Daphine, der er dværg og Alvin, der er spastisk lammet, sidder inde i klasseværelset og har time med læreren. De træner at skrive bogstaver.
Efter undervisningen tager vi trommerne frem, og så bliver der sunget og danset. Det er et højdepunkt på dagen for alle børnene, der nyder den samhørighed, det giver, når vi allesammen i et stykke tid laver det samme. Før frokost bliver idyllen dog afbrudt, da 9-årige Kato og Anitah får drillet hinanden så meget, at de til sidst farer i flæsket på hinanden. Inden vi når at få skilt dem ad, får de væltet lille Joan, der stikker i et hyl, og pludselig er gården et inferno af gråd og skrig. Heldigvis kan en skål ris og bønner dæmpe gemytterne, og da vi efter frokost tager boccia-kuglerne frem, er der igen ro og smil over det meste af linjen. Børnene har spillet boccia siden projektet startede for to år siden, og de er ret gode. Vi får lov at spille med, men man skal ikke ramme særlig meget forkert for at blive upopulær hos ungerne, der tager spillet meget seriøst.
Senere, mens de større børn hjælper til med opvasken efter frokosten, sørger Carlo for, at alle de små får et tiltrængt bad inden, de bliver hentet.

Der bliver spillet basket i den lille gård.

Carlo bader ungerne, før de skal hjem.

Ældre « 17 juni 2017 Dag 2: Fra gedestald til klasselokale

Fredag er altid en helt særlig dag i Ggaba, for det er her, fysioterapeuten Simon kommer og træner med børnene. Da vi ko… Læs mere »