19389683 10154462486281510 860910644 N

Dag 2: Fra gedestald til klasselokale

Lørdag den 17. juni 2017

Fredag er altid en helt særlig dag i Ggaba, for det er her, fysioterapeuten Simon kommer og træner med børnene. Da vi kommer over i klasselokalet, sidder der allerede ti mødre med små børn, der skal have behandling.

Simon taler med mødrene, mens han træner med deres børn, og han fortæller dem, hvordan de kan træne med børnene, så de har de bedste muligheder for at udvikle sig. Mødrene er rigtig gode til at tale med hinanden, og når man sidder der i mellem dem, er det tydeligt, at de har det rigtig godt sammen. De deler erfaringer, griner og joker med hinanden, og stemningen er meget opløftet.

Selvom regntiden næsten er slut, kommer der nogle ordentlige skyl ind imellem, og det betyder, at vi virkelig får udnyttet klasselokalet, som vi fik lavet efter vores caremaker-indsamling i oktober. Det er første gang, vi selv ser lokalet, efter det blev renoveret, og det er ikke til at se, at det for mindre end et år siden var en gammel gedestald.

Gården
I den lille gårdhave er der plads til leg.
Pynt
Væggene i klasselokalet er blevet smukt dekoreret.

Uden for lokalet i den lille gård er der blevet lagt fliser, så ungerne kan spille bold og boccia, og indenfor er der blevet malet smukke malerier på væggene. Der er hængt et spejl op til stor glæde for ungerne, der synes, at det er rigtig sjovt at kunne se sig selv. Overalt på væggene hænger børnenes tegninger, som de stolt viser frem, og flere af de billeder, Sidsel har taget hernede og printet ud, hænger her også. Hvert barn har en lille profil med et billede og en beskrivelse af hvem, de er, hvad de er rigtig gode til, og hvor de gør store fremskridt. Det er noget, der er med til at give dem selvtillid.