Dag 1: Børnene har gjort store fremskridt

17. juni 2017

Vi ankommer sent onsdag aften, læssede med ting vi har fået doneret, og som vi glæder os til at overbringe til de handicappede børn. Vi når lige et bastant måltid mad sammen med Betty og familien, før vi må overgive os og gå i seng. Torsdag morgen vågner vi tidligt, og efter en kop the og et stykke omelet går vi over vejen til den gamle gedestald, der er blevet renoveret og lavet til klasselokale, siden vi var her sidst.



Vi når dog ikke halvvejs gennem gården, før vi bliver overdænget med kram til lyden af jubelskrig fra de børn, der allerede er kommet. Det er meget rørende, og så dejligt at se dem igen. Det er tydeligt, at der er sket meget på de otte måneder, der er gået siden, vi var her sidst.

Et af de helt store fremskridt er sket med Acram på 18 år. Han har epilepsi, og er ofte plaget af anfald. Det har betydet, at han ikke har kunnet tale, siden han var omkring 10 år gammel. Men for tre måneder siden skete der noget. Efter et voldsomt anfald sagde Betty til hans mor, at hun skulle tage ham til hospitalet, og her ændrede de på hans medicin, hvilket har gjort, at Acram nu er begyndt at tale. Han taler meget lavt, nærmest hviskende, og det er tydeligt, at han skal anstrenge sig, men han øver og øver og kan efterhånden føre en samtale.

Også lille Trevor er der sket meget med. Da vi var her i oktober, kunne han ikke sidde op selv, fordi hans ryg og nakke var så svag, at han simpelthen tiltede, når han blev sat ned. Derfor fik han rigtig meget glæde af den hjørne-kørestol, vi havde med sidst - her kunne han sidde uden at vælte og kunne på den måde få trænet sine muskler - noget som vores fysioterapeut Simon også hjælper ham med at træne. Nu ikke bare sidder han selv - han er også begyndt at kravle! Det betyder, at det er meget nemmere for ham at interagere med de andre børn, og vi begynder at tro på, at han en dag måske kommer til at kunne gå.

Et af børnene, Najuma, har gjort så store fremskridt, at hun er startet i skole - og oven i købet en skole med børn uden handicap. Det er ret stort - før i tiden havde hun meget svært ved at kommunikere og være sammen med de andre børn, men allerede sidst, da vi var her, kunne vi se, hvor meget rammerne hos Betty har hjulpet hende.

Selvom der er mange fremskridt at se hos ungerne, sker det desværre tit, at de får nogle tilbagefald igen, fordi de bliver syge og dermed mister kræfter og nogle gange skal starte helt forfra med ting, de har lært. Og de bliver desværre rigtig tit syge, ofte er det dårlig hygiejne, der er synderen. Det er derfor også en af de ting, vi bruger kræfter på at oplyse forældrene om.

Trevor kan nu selv kravle og er begyndt at øve sig i at stå op.

Acram er begyndt at snakke. Det har han ikke kunnet, siden han var 10 år gammel

» Nyere 17 juni 2017 Dag 2: Fra gedestald til klasselokale

Fredag er altid en helt særlig dag i Ggaba, for det er her, fysioterapeuten Simon kommer og træner med børnene. Da vi ko… Læs mere »