Betty har ringet rundt til sine veninder i lokalområdet, og de tropper op tidligt om morgenen for at hjælpe med at lave mad til den store fest. Der bliver snittet kål, skrællet matokebananer og slagtet kyllinger, og der er ekstra varmt i gården, hvor en stor gryde står på et bål og spreder en fantastisk duft. Gæsterne er inviteret til klokken 12, hvor vi starter med en gudstjeneste. Den lokale præst har indvilliget i at komme og forestå den, og han taler direkte til forældrene og siger, at alle børn er skabt i guds billede, og at alle børn fortjener at blive elsket.
Ud over forældrene har Betty også inviteret Fred, der sidder i bestyrelsen for projektet i Uganda, Siccola, der repræsenterer Unaped, der hjælper handicappede med at dyrke sport og Shamim, som selv er vokset op med et handicap og i dag tager rundt i landsbyer for at fortælle stammerne, at det ikke er en skam at få et handicappet barn. Der er mange taler, men den mest rørende kommer fra Alvin, der er spastisk lammet og sidder i kørestol. Han er kommet i projektet i flere år, og han benytter lejligheden til at takke Betty for alt det, hun har gjort for dem i projektet.
Men han har også noget at sige til forældrene. - Jeg er skuffet over at se, at der er forældre, der ikke er her i dag. De skulle tage sig af deres handicappede børn, ligesom de gør med deres andre børn. Fædrene skal lade være med at være utro og finde nye kvinder, de skal i stedet huske på den kvinde, de har der hjemme og som tager sig af deres børn, sagde han. I Uganda er det tilladt for mænd at have op til fire kærester uden for ægteskabet. Han tilføjede til de søskende, der var dukket op, at de skulle tage sig godt af deres handicappede søster eller bror, for de handicappede har ikke selv valgt at være det. Til slut sagde han tak til folkene fra Danmark, der har sørget for, at de har sportsudstyr, for ved at dyrke sport kan de mærke, at de bliver stærkere.
Dernæst er det blevet tid til mødrenes skuespil. Det er et skuespil, de blev spurgt, om de ville lave af kirken, som gerne ville lade dem optræde for at udbrede kendskabet til projektet og til de handicappede børn. Siden har de opført det flere steder. Det er inspireret af en for mødrene meget genkendelig historie, hvor en kvinde føder et handicappet barn, men mandens familie vil ikke anerkende, at det er hans. De anklager kvinden for at have været utro og tager barnet til heksedoktor, fordi de mener, det må være forbandet. Til sidst - ved hjælp af en barmhjertig samaritaner, der skærer igennem og får fortalt mandens familie, at man ikke selv er skyld i et handicappet barn, og at barnet skal elskes på lige fod med alle andre børn, lykkes det at få familien samlet igen, så barnet kan få nogle ordentlige vilkår at leve under. Mange af vores mødre har stået i den situation, at deres mand og mandens familie har slået hånden af dem, og de derfor er alene med barnet. Betty holder en fin tale, hvor hun takker de fremmødte - blandt andet de to fædre, der har engageret sig i deres handicappede børn og kommer i projektet. Vi håber, de kan inspirere andre.
Efter vi har spist kage, bliver der delt gaver ud til børnene, og de gør stor lykke. Hvert barn får lov til selv at komme op og hente sin pakke, og det er rørende at se, hvor glade de bliver. Fødselsdagen slutter på den fineste måde. Vi har lejet en stor højttaler, og det tiltrækker børn fra hele slumkvarteret, og det ender i en kæmpe fest, hvor lokale børn og vores unger fra projektet og deres mødre danser til langt ud på aftenen.
