1070291

Carlos historie

Mandag den 17. april 2017

Hvad gør man, hvis man er mor til et handicappet barn, er blevet forladt af sin mand og ikke har mulighed for og råd til at sørge for behandling og medicin? Carlo, der er mor til lille Trevor, stod i netop denne svære situation, men så hørte hun om Betty og Support Disabled Children Ggaba.

Det er desværre ikke sjældent, at mødre, der føder et handicappet barn, bliver forladt. Det skete også for 20-årige Carlo, der er mor til to-årige Trevor. Hendes mand mente ikke, at der kunne være noget galt med hans gener, og at den eneste forklaring på, at de havde fået et handicappet barn måtte være, at Carlo havde været ham utro. Derfor gik han fra hende, og Carlo stod pludselig som ung, enlig mor med ansvaret for det lille barn alene. Hun kunne ikke efterlade ham for at gå på arbejde, og havde ingen mulighed for at få råd til medicin og behandling. 

P1060845
Carlo er supergod til børnene, og de er meget glade for hende.

Heldigvis hørte hun om Support Disabled Children Ggaba, og hun tog den lange tur fra sin landsby til Betty for at bede om hjælp til gengæld for sin arbejdskraft. Det viste sig hurtigt, at Carlo havde et fantastisk tag på de små børn. I det seneste halve år har hun hjulpet Betty med de handicappede børn - hun mader, bader, skifter og leger med dem - til gengæld har hun fået en seng hos Betty. Hver aften spiser hun og Trevor sammen med Betty og familien, og Trevor får hver fredag behandling hos vores tilknyttede, frivillige fysioterapeut.

Det har betyder utroligt meget for både Carlo og Trevor, at de har fået et sted at være hos Betty. Carlo kan se, hvordan Trevor gør fremskridt, og hun er meget glad for arbejdet med børnene. Betty har samtidig fået et sæt ekstra hænder til at tage sig af ungerne - og det er nødvendigt, for antallet af børn, der er tilknyttet projektet vokser støt. Derfor har vi også stadig brug for, at I hjælper os med at støtte projektet.