I mange år var Betty supervisor på et børnehjem i Ugandas hovedstad Kampala. Et job, hvor hun var meget respekteret og elsket. Hun tog tit børnene med hjem, når de var syge, og undervejs i sine år på børnehjemmet, har hun også adopteret en af børnene, der var blevet forladt af sine forældre.
Men da hun opdagede, hvor mange handicappede børn i hendes nærområde, slumkvarteret Ggaba, der levede miserable liv, vidste hun, at hun var nødt til at tage affære.
- Det hele startede med, at jeg på børnehjemmet blev spurgt af en canadisk pige, om der var nogle handicappede børn der, hvor jeg boede. Hendes søster kom på besøg fra Canada, hvor hun arbejdede med handicappede og ville gerne lave noget frivilligt arbejde mens hun var i Kampala. Det aftalte vi at gøre hjemme hos mig, og så gik jeg i gang med at banke på døre i lokalområdet, siger hun.
Hvad det resulterede i, kom fuldstændigt bag på Betty. Det viste sig nemlig, at der var langt flere børn med handicaps, end hun nogensinde havde forestillet sig.
- Der kom seks børn og to voksne og en mor med en lille baby, første gang jeg inviterede. Jeg vidste slet ikke, at der var så mange her omkring, siger Betty.
- Den canadiske pige havde noget legetøj og en bold, og vi lavede lidt frokost med frugt og kiks. Vi begyndte at gøre det hver fredag, og jeg fik lov af børnehjemmets leder at blive hjemme den ene dag om ugen og bruge nogle kræfter på projektet.
- Men efter et par gange sagde den canadiske pige, at hun ikke kom tilbage igen. Da hun tog af sted, tog hun alt med sig - legetøjet og bøgerne. Men der havde jeg jo set behovet for projektet. Det var ikke nemt. Børnene begyndte at græde, fordi de endelig havde fundet et sted, de kunne komme, fortæller Betty.
Sidsel var allerede landet i Uganda og boede hos Betty i forbindelse med et projekt indenfor mine- og oliearbejderes rettigheder for Mellemfolkeligt Samvirke. Sidsel kunne straks se vigtigheden af, at de handicappede kunne komme hos Betty.
- Hun ringede til sine forældre, der sørgede for at skaffe penge med det samme, så vi kunne købe en teltdug, vi kunne sidde under i gården, og nogle stole og legetøj, siger Betty, der også selv prøvede at skaffe hjælp til projektet.
- Jeg talte med vores præst, og han gav mig lov til at holde en lille tale i kirken, hvor jeg bad vores lokalsamfund om at hjælpe mig, så jeg kunne hjælpe børnene.
- Bagefter kom en mand hen til mig og fortalte, at han var fysioterapeut, og at han gerne ville hjælpe os. Han sagde, han ville komme om fredagen, og at jeg skulle sørge for, at de børn, der havde brug for behandling, var der der, fortæller Betty.
Flere og flere børn begyndte at komme hjem til Betty, og hurtigt kunne både hun og Sidsel se, at behovet for et sted, hvor de handicappede kan få lov at lege, få undervisning og fysioterapi, var langt større end antaget.
Sidsel gik i gang med at samle penge ind til projektet, og Betty besluttede sig for at stoppe på børnehjemmet for at være i Ggaba fuld tid.
- Jeg kan se, hvor vigtigt, vores arbejde er. Forældrene til de handicappede børn har ofte også andre børn, de bor i huse med ét værelse og ingen her har midler eller penge til at give de handicappede det, de har brug for, siger Betty.
Hun er stolt af det arbejde, hun har mulighed for at gøre i sit lokalsamfund, og hun kan se klare fremskridt hos børnene, der ikke bare får lov at lære og lege, men også bliver styrket i opfattelsen af, at de er lige så meget værd som alle andre.
- For det første kan jeg mærke, at de er glade. De er åbne, og de kan vise, hvad de har lyst til. Der er også sket meget med dem fysisk, nogle af dem kunne ikke holde på en blyant før, fordi deres fingre var så stive, men det har hjulpet med fysioterapi. Vi har et barn, der har lært noget så basalt som at sidde ned. Jeg kan mærke, at de elsker at komme her. De smiler og er glade, siger hun.
- Det er også godt for forældrene, at de kan komme her med deres børn. Jeg rådgiver dem, hjælper dem med at skrive breve og med at hente medicin. Jeg støtter dem og taler med dem om, at man skal elske sit barn, selvom det er handicappet, fortæller Betty.
Support Disabled Children Ggaba er vokset kraftigt i løbet af det halvandet år, projektet nu har eksisteret. Takket være donationer fra private i Danmark og med hjælp fra forskellige organisationer i Danmark og Uganda, er der nu råd til at have ansat en lærer, der underviser børnene i regning og i at lære at læse og skrive, ligesom de også får hjælp til at lære et håndværk, så de kan klare sig og forhåbentlig få et arbejde, når de bliver større.
- Min største drøm er, at de større børn som Daphne, Kate og Alvin, kan lære et håndværk, så de kan producere ting, de kan sælge på markedet og forsørge sig selv, så de kan købe deres egen mad og deres eget tøj og måske endda hjælpe deres familier lidt. Det er min kamp, siger Betty.